Imens de store biodiversitetsprojekter løber med overskrifterne, foregår der et stille snigangreb på den hverdagsnatur, vi ser hver eneste dag – den natur, vi har fået at vide ”ikke tæller”.
Bare for at undgå misforståelser: byer er ikke natur.
MEN natur kan findes overalt i byer, for naturen udnytter hver eneste lille kvadratcentimeter vi ikke dækker med asfalt eller beton. Selvom velholdte parker med enorme græsplæner, ikke gør meget for biodiversiteten og ikke redder mange vandsalamandre, så er der masser af liv i dem.
Det hele tæller i et land som Danmark, hvor landbruget beslaglægger over halvdelen af vores land (hele 60 %), hvilket gør os til et af de mest opdyrkede lande i verden. Her er landbrugets udbredte brug af pesticider og monokulturer – som for eksempel en majsmark, der reelt fungerer som en biologisk ørken for vilde bier og sommerfugle – en af hovedårsagerne til, at den vilde natur overhovedet er presset helt ind i byerne.
Vi har dyrket så stor rovdrift på vores natur, at vi bliver nødt til at anerkende bynatur, som en del af det vi skal passe på. Derfor nytter det ikke noget, at vi fjerner de mange bittesmå trædesten, der forbinder store sammenhængende naturområder med hinanden, bare fordi den enkelte plet ikke er vigtig i sig selv.
Stop naturskam!
Bynatur er ikke vigtig, fordi den er noget særligt. Den er særligt vigtig, fordi den er det eneste der er tilbage.
Alt for længe har vi udskammet bynaturen – vi gider jo ikke engang at kalde den for ”natur”, det er ”grønne områder” og vi lærer i hvert fald ikke vores børn at kigge nærmere på den. Hvis man gjorde det, ville man jo opdage, at en dansk gennemsnitshave eller en ”vild” baggård kan huse flere insektarter end en industriel kornmark. Man kan finde alt fra flagermus til skovskader og grønne frøer, og selv orkidéer dukker lige pludselig op i al den hverdagsnatur.
Samtidig har bynaturen en helt konkret funktion: træer og buske i byen fungerer som en temperatur-buffer, der sænker temperaturen og modvirker den såkaldte Heat Island-effekt (med op til 8 graders forskel).
Det her ved kommunerne og staten godt, derfor er det overraskende, når det offentliges drømme om vækst i alle former skal bygges på naturens få frirum i byerne. Det er til gengæld langt mindre overraskende, når man kan huske sine biologitimer i skolen. Når bølgerne gik højest, stod den dengang på ekskursioner til Søerne i København – resterne af voldgraven rundt om byen og den lokale losseplads til cykler.
Når man kombinerer det med eventyret om landmanden, der lever i perfekt balance med den omgivende natur, er det ikke længere overraskende at byboere ikke engang selv anser deres natur for at være ”rigtig” natur. Men hvorfor er det lige, at Mølleparken i Aarhus midtby med sine fine træer, buskadser og blomsterbede lige ved Aarhus Å er mindre naturlig end landmandens sprøjtede majsmark?
Husskader tæller også!
De arter, vi anser for “almindelige”, har også brug for de få fristeder, vi har i byerne. Og helt ærligt, så bliver turen på arbejde markant kedeligere, hvis der ikke engang er en husskade at kigge på blandt duerne.
I stedet for at nedlægge bynaturen i en jagt på vækst, der muligvis ikke kan lade sig gøre, så lad os begrave skammen over den. Ovenpå kan vi passende bygge fundamenter til en bevægelse, der kæmper for en udvidelse af den hårdt prøvede natur også i byerne! Opfordringen herfra er klar: Gå ud og kig på, hvad der rører på sig i dit eget nærområde. Du vil sandsynligvis blive overrasket over, hvor meget liv der gemmer sig lige uden for hoveddøren. Og registrer det – også selvom det ”bare” er en husskade. Så kan andre også se, at naturen findes alle vegne.


